Orienteringsmøde om fremtidig anvendelse af Kaningården

Lyngby-Taarbæk Kommune holdt den 5. marts 2026 et orienteringsmøde om planerne om indretning af botilbud til borgere med komplekse støttebehov i Kaningården. Nogle borgere må i dag placeres i tilbud, der både er dyre og ligger langt fra familie og netværk. Derfor undersøger kommunen muligheden for at indrette fire selvstændige boliger til voksne borgere med betydelige støttebehov. Botilbuddet vil være døgnbemandet med 6-7 medarbejdere.

Kommunen vurderer, at projektet kan gennemføres inden for rammerne af den gældende lokalplan, der muliggør anvendelsen af bygningen til “offentlige formål”. Parken omkring Kaningården vil fortsat være åben for offentligheden med samme muligheder for ophold og aktiviteter som i dag. Der vil dog skulle etableres afskærmende beplantning omkring selve bygningen, så beboerne kan opleve sig beskyttet.

Målgruppen for botilbuddet er endnu ikke endeligt fastlagt, men man forestiller sig voksne med fx dyb autisme, som kan have behov for rolige og overskuelige omgivelser. Der vil tale om være borgere, som konkret vurderes at ville have gavn af stedets beliggenhed og kvaliteter. Det vil derfor ikke omfatte kriminelle eller borgere med stofmisbrug.

Kommunen udtrykte sympati for de nuværende lejere i Kaningården, men påpegede samtidig, at det indebærer en vis risiko at bo til leje i en kommunal ejendom, da de ejendomme, som kommunen ejer, så vidt muligt skal anvendes til egne formål. Kommunen har uden resultat afsøgt alternative placeringer for botilbuddet. I den forbindelse omtaltes “Lykkens Gave”, som imidlertid vurderes at være for stor til formålet.

Fra de fremmødte borgere blev der bl.a. udtrykt bekymring for, at offentlighedens anvendelse af parken i praksis ville blive indskrænket, og den forudsatte afskærmning af bygningen ville ændre det samlede indtryk, og begrænse adgangen. Der var bekymring for, at den omfattende ombygning kan medføre tab af kulturhistoriske værdier i den historiske bygning. Endelig blev der udtrykt sympati for de nuværende lejere, og det blev fra flere sider påpeget, at der bør kunne findes alternativer, der ikke kræver tilsvarende omfattende indgreb i et bevaringsværdigt område.

Grundejerforeningen har forståelse for kommunens behov for botilbud til borgere med særlige behov, men lægger vægt på følgende fokusområder:

  • Bevarelse af Kaningårdens kulturhistoriske værdi
  • Sikring af parkens fortsatte åbne og rekreative karakter, samt aktivitetsmuligheder
  • Overholdelse af lokalplanens bestemmelser
  • Tilbundsgående afdækning af mulige alternative botilbud

Grundejerforeningen vil give udtryk for disse synspunkter i en henvendelse til kommunen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.