Byudvikling med omtanke og i social balance
De almene boligorganisationer, grundejerforeninger, Bygningskulturforeningen og borgerforeningen Vores Sorgenfri arrangerer vælgermøde om kommunens byudvikling.
Mødet afholdes onsdag den 27. oktober kl. 19 i Virumhallen. Alle er velkommen.
På mødet, hvor alle opstillede partier og lister er inviteret, vil temaerne være arkitekturpolitik, boligpolitik, byudvikling og borgermedindflydelse i byplanlægningen.
Vi ser frem til at få svar fra politikerne bl.a. om hvilke krav, der skal stilles til nybyggeri, bebyggelsesprocenter, hvordan de grønne omgivelser bevares, hvordan der sikres boliger til alle alders- og indkomstgrupper, hvordan lokalområdernes kulturmiljøer bevares, og hvordan borgernes reelle medindflydelse på byudviklingsprojekter kan styrkes.
Alle opfordres til at deltage i mødet og bidrage med spørgsmål til politikerne, så vi kan få et tydeligt billede af hvilke partier og lister, som vil bidrage til en balanceret byudvikling i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Arrangører:
Boligselskabernes Samarbejdsudvalg (repræsenterer ca. 6000 familie-, ældre- og ungdomsboliger, med ca. 10.000 beboere)
Bygningskulturforeningen
Virum Grundejerforening
Furesøkvarterets grundejerforening
Borgerforeningen Vores Sorgenfri