Den direkte busforbindelse mellem Furesøkvarteret og Virum Torv bliver bevaret, når busnettet i 2025 skal justeres. Det besluttede kommunens Teknikudvalg den 12. marts 2024 og imødekom dermed et ønske fra Furesøkvarterets Grundejerforening.
Etableringen af letbanen har gjort det nødvendigt at gentænke og justere busnettet i kommunen, så der sikres samspil mellem de forskellige kollektive trafiktilbud. Kommunen lagde i den forbindelse op til en ændret linjeføring for bus 191, som ville fjerne forbindelsen mellem Furesøkvarteret og Virum Torv. Til gengæld ville den nye linjeføring ”genoprette” busforbindelsen fra Furesøkvarteret til Lyngby Bibliotek, kommunens genoptræningscenter og Lyngby Station.
Grundejerforeningen har i et høringssvar hilst den nye linjeføring til Lyngby velkommen, men har samtidig påpeget, at det var meget problematisk, at den nye linjeføring fjernede forbindelsen mellem Furesøkvarteret og Virum Torv, hvor der er en stor koncentration af læger, tandlæger og fysioterapeuter samt af dagligvarebutikker, der betjener Furesøkvarterets beboere. På den baggrund anmodede foreningen om at få inkluderet et stop ved Virum Torv i den nye linjeføring for bus 191.
Kommunens beslutning betyder at dette ønske bliver imødekommet. Buslinje 191 vil køre ad Frederiksdalsvej i stedet for Virumvej, og busdriften på Virumvej overtages af buslinje 182.